top of page

Det arbejder vi for - 2

Flere mænd og fædre i naturen

Én af de mænd, der i de senere år har slået et slag for en tydeligere tilgang i vores brug af naturen, er Peter Qvortrup Geisling, læge og journalist og kendt fra DR. I sin bog fra 2017, Naturen på Recept, fortæller han om, hvordan naturen kan bruges som veldokumenteret medicin mod stress og tristhed:

"Naturen giver os i det hele taget ro og tid til at reflektere over livet. Det er vigtige mentale vitaminer – også for vores børn, der vokser op med iPad’en som elsket legekammerat, samtidig med at de er langt mindre ude i naturen end tidligere generationer."

 

Sådan hedder det i omtalen af bogen, som også er en personlig og inspirerende fortælling om Peter Qvortrup Geislings egen barndom i den nordjyske natur og hans ønske om at plante naturglæde og ro i sin lille datters sind.

 

Det er nøjagtigt den samme tilgang, der ligger bag vores formulerede mål om af flere mænd og fædre skal slippe skærmafhængigheden og bevæge sig ud i naturen på egen hånd, sammen med andre mænd, og ikke mindst sammen med deres børn. Måske er det endda børnene, der her kan lære deres fædre noget og inspirere dem til at (gen-)opleve den naturglæde, der bør være en selvfølgelig del af en lykkelig barndom...

 

Derfor vil vi i samarbejde med Forum for Mænds Sundhed arbejde for at flere Mænds Mødesteder kommer til at ligge i eller nær naturskønne omgivelser, og at det bliver muligt for fædre, der er med i Far for Livet, at komme tæt på natur og dyr sammen med deres børn.

bottom of page